Turen rundt på Island side 3

Søndag den 17. juni. I dag kørte vi ra Snæfellsness og satte kursen mod Pingvallavatn. Undervejs holdt vi ved Akranes og drak kaffe. Herfra kunne vi se Reykjavik og Hallgrimskirken, som jeg ellers gerne ville have set. Vi kørte i stedet ind i landet og så først Pingvallavatn og derefter Geysir. Vejret har været ret skiftende. Efter nattens kraftige regnvejr fik vi mellem bygerne lidt sol og temperaturen til aften nåede op på 13 grader.

 

 

Lavaformationer

 

Her kunne man også sove. Godt vandet kunne løbe i havet. Bilen var næsten vasket ren i nattens løb.

 

 

Et kig ind over Reykjavik fra Akranes.

 

Man kunne se Hallgrimskirken. Det blev det tætteste jeg kom på den.

 

Selv om jeg kunne soome kraftigt ind på den med kameraet, ville jeg nu stadig gerne have set den rigtigt.

 

Thingvallavatn er den største naturlige sø i Island med et areal på 83,7 km2. På det dybeste er Thingvallavatn 114 meter. På den nordlige side af søen blev Altinget dannet i 930. Søen er en del af nationalparken Þingvellir.

 

 

Her ses også tydeligt den tektoniske sprække der løber gennem Island. Hvert år glider den en smule fra hinanden. Det var meget tankevækkende at stå her.

 

 

 

 

 

Mens det regnede udenfor besøgte vi kirken.

Kirken har været på Þingvellir kort tid efter kristendommen. Historier tyder på, at Ólafur Helgi, Kongen af ​​Norge, der blev til stede i 1015, havde givet en særlig kirke til at bygge en kirke i Þingvellir. Det vides ikke, hvor kirken var. Hald manna har tidligere været to kirker i Þingvellir; Parlamentariske kirke og buddhistiske kirke. Hvis sidstnævnte har været på kirkegården. Alexíus Pálsson, senere til ære for Viðey, var præst på Þingvellir kort efter 1500. Det hævdes, at han havde flyttet kirken fra haven til det sted, hvor kirken er nu. Vi udgravede vest for kirken i maj 2009 afslørede en belastning på omkring 1500, hvilket formodentlig bekræfter at en kirke var der.

 

Kirken i øjeblikket i Þingvellir, blev bygget i 1859 og indviet på juledag det år. Hun kostede 526 stater og fem shillings. I de tidlige årtier blev kirken hitched udenfor, men blev malet kort før 1900.

 

 

Så skinnede solen lidt igen.

 

 

 

 

Vi kører mod Geysir.

 

Ivan skulle lige mærke temperaturen i de små vandløb.

 

Det dampede op af jorden overalt.

 

Strokkur blev først nævnt i 1789, efter at et jordskælv bidrog til at fjerne blokering af geyserens rørledning. Dens aktivitet svingede igennem det 19. århundrede; i 1815 blev dens højde anslået til at have været så meget som 60 meter. Det fortsatte med at bryde ud indtil det 20. århundrede, indtil et andet jordskælv blokerede røret igen. I 1963 rensede lokalbefolkningen efter Geysir-udvalgets udledning den blokerede kanal gennem bunden af ​​bassinet, og geyseren har jævnligt været i udbrud.

 

Mens vi ventede på Stokkur skulle springe igen, kunne vi lige nyde udsigten til den anden side.

 

 

Geysir, den store Geysir, er en geotermisk kilde i Haukadalur i det sydvestlige Island og er den ældste gejser . Den har givet navn til alverdens gejsere.

 

Geysir blev nævnt første gang 1294, da et jordskælv nedsatte dens geologiske aktivitet. En del år var den aktiv for derefter igen at ligge stille. Siden et jordskælv i år 2000 er Store Geysir igen i udbrud, men kun et par gange om dagen og kun i op til 10 meters højde i modsætning til før 1294 hvor vandhøjden var på 60 meter.

 

 

 

Den store Geysir springer ikke mere. Man har forvæves forsøgt at vække den til live, men uden resultat. Man skulle være gået så vidt at man prøvede at hælde sæbe i den. Men den er stadig død.

 

Stokkur leverede også et af sine store sprøjt.

 

Vandet var meget klart - og meget varmt.

 

Solnedgang over campingpladsen ved Geysir, hvor vi overnattede. Kl. er 0.30 dansk tid.

 

Mandag den 18. juni. Efter at have set Gullfoss vandfaldet kørte vi sydpå mod Vik. Undervejs så vi også Seljalandsfoss. Vandfaldet man kan gå ind bagved. Det skulle selvfølgelig også prøves. Vi slog lejr for atten ved Hjørleifshøfdi fjeldet. Vi var også oppe og vandre på og kunne se over på Myrdalsjökul, hvor vulkanen Katla ligger. Jeg stoler ikke helt på de vulkaner, men heldigvis opførte de sig pænt mens vi var der.

 

Gullfoss. Floden Hvítá løber gennem vandfaldet. Der løber ca. 100 kubikmeter vand igennem vandfaldet hvert sekund. Vandfaldet er nu fredet.

 

 

 

 

 

Seljalandsfoss falder 60 meter. Dert er så specielt fordi man kan gå om bag ved det. Det prøvede vi også, sammen med en masse andre der havde fået samme ide.

 

 

 

 

Vík ligger ved havet, omgivet af grønne enge, sorte sandstrande, bjerghuler og blandt andet basaltstensøjlerne Reynisdrangar, „Skessudrangur“, „Laddrangur“ og „Langhamar“, som sagnet beskriver som trolde. Den højeste af dem er på 66 meter. Havet ud for Vík kan være stormfuldt, og på stranden er der et monument over alle de sømænd som mistede livet på det stormfulde hav udenfor.

 

 

 

 

 

 

Når man kørte pænt fik man en glad smiley.

 

 

 

 

 

 

Reynis Kirke tilhører Vik-velsmageren i Skaftafell Deanery. I 1929 blev det besluttet at bygge en kirke i landsbyen Vik, og præstepersonalet blev flyttet derfra fra Reynir i 1932. Den resterende kirke blev flyttet en kort afstand fra gården Reynir, der går tilbage til den tidlige bosættelse.

 

Ifølge legenden var en af ​​de tidlige landmænd i Reynir forpligtet til at bygge en kirke før efteråret. Træet ankom sent om sommeren, og han kunne ikke finde en tømrer til arbejdet. En dag viste en fremmed på dørtrinnet sig og tilbød at hjælpe ham med at opbygge kirken. Hans løn skulle være landmandens 6-årige søn, medmindre bonden kunne gætte den fremmedes egentlige navn. Da arbejdet nærede sine sidste etaper, blev bonden mere og mere bekymret, for han var ikke tæt på at kende fremmedes navn. En dag gik han en tur og lå ned i en græsklædte hældning og faldt i søvn. Han drømte om, at han hørte en kvindes stemme reciterede følgende:? Snart vil Finnur forlade, far fra Reynir, med din lille legekammerat ?. Da han vågnede, gik han direkte til kirken, hvor den fremmede lige var færdig med konstruktionen og sagde til ham: "Snart er arbejdet over min gode Finnur ?. Den fremmede faldt den sidste planke og forsvandt i tynd luft. Bonden og hans familie levede lykkeligt nogensinde.

 

 

 

Hjörleifshöfði er en stor sten eller en ø på tørt land, der står ca. 220 meter højt over det sorte sand ved kysten på Mýrdalssandur i Sydregionen på Island. Hjörleifshöfðets historie går tilbage så langt som bosættelsesbogen. Da Ingólfur Arnarson, den første bosætter på Island, kom her omkring i slutningen af ​​det ottende århundrede, fulgte hans plejebror Hjörleifur Hróðmarsson ham. På vej fra Norge drev de fra hinanden. Ingolfur landede på Ingólfshöfði på østsiden på sydkysten, og Hjörleifur landede på Hjörleifshöfði, mere mod vest. På den tid var kystlinjen ved Hjøleifshöfdens klipper, ikke kilometer længere sydpå som det er nu. Det var før de mange kraftige udbrud i vulkanen Katla op på toppen af ​​gletsjeren Mýrdalsjökull, bragte sandet ned til kysten og forlængede kysten. For at gøre en lang historie kort, mødte Hjörleifur sin skæbne her på Hjörleifshöfði, da hans slaver vendte sig mod ham og dræbte ham. Hans knogler er stadig på toppen af ​​klippen, hvor han blev begravet i overensstemmelse med hedenskab.

 

 

 

I baggrunden ses Myrdalsjökull med vulkanen Katla.

 

 

Tilbage til turen rundt på Island side 1. Tilbage til truen rundt på Island side 2. Fortsæt til turen rundt på Island side 4.

 

 

Turen rundt på Island side 3

 

 

COPYRIGHT © | ALL RIGHTS RESERVED