Turen rundt i Namibia
	Lørdag den 9. april Vi skulle nu tage afsked med Omuramba Lodge og vores værtsfolk her. Fra morgenstunden var alle trofæer stillet op og kunne beundres. Jeg tror nok man skal være jæger for at kunne se det smukke i dette syn.
	Ivan uddeler drikkepenge til vores trackere.
	Fint personale.
	Så kom det spændende øjeblik, hvor al bagagen skulle pakkes i vores lejede bil. Efter flere forsøg lykkedes at få alt ind. Så var det om at holde bagsmækken lukket.
	Og så af sted. Ud på de Namibiske støvede veje og på vej mod nye eventyr.
	Landskabet ændrer sig hurtigt.
	I Otjiwarongo holdt vi pause. Vi var sultne og fandt en coffee shop.
	Så er der serveret. Hamburger med pommesfrites.
	Lige over for cafeteriet var et rigtig afrikansk marked.
	Der var noget for enhver smag.
	Efter at have kørt 675 km nåede vi Frans Indongo Lodge sidst på eftermiddagen.
	I denne luksus skulle vi overnatte en enkelt  nat.
	Søndag den 10. april. Vi stod alle kl. 5.45 for at gå en lang tur inden morgenmaden. Vi skulle jo køre videre allerede ved halv ellevetiden, og ville gerne se lidt af omgivelserne.
	Vi fulgte en afmærket rute, som førte op over bjergkammen og ned igen. En tur på 5-6 km.
	Udsigt over Frans Indongo Lodge.
	Så er vi på farten igen. Denne gang venter Etosha Nationalpark. Vi kørte igennem en lille by, med navnet Outjo.
	Her fandt vi et lille caffeteria, hvor vi kunne få noget efterhånden tiltrængt mad.
	Mens vi ventede på maden kunne vi nyde de smukke planter.
	Så er frokosten serveret. Pie med fritter.
	Og selvfølgelig skulle smagen sættes på den lokale øl.
	Efter at have kørt 258 km nåede vi midt på eftermiddagen Etosha Nationalpark.
	Nu kunne vi bare nyde de vilde dyr. Nogle af de første vi mødte var Impalaer.
	Struds
	Okaukuejo Rest Camp lå 17 km fra hovedindgangen til nationalparken.
	Vi blev indkvarteret i små hytter.
	Så kørte vi igen ud i parken, og vi var meget heldige at en Løve ganske tæt på.
	Sjakal
	Aftenen sænkede sig, og der blev sat lys på en lille sø, så man kunne se dyrene drikke om natten.
	Også her oplevede vi at få serveret en dejlig middag. Grillet Springbuk med forskelligt tilbehør.
	Og så skulle vi for første gang prøve at sove under muskittonet.
	Mandag den 11. april. Vi stod op kl. 5 og kørte ud i parken. De unge strudse så noget tvivlende ud. Og det kan man vel egentlig godt forstå.
	Men der skulle ryges-
	Og der blev spejdet.
	Og det vrimlede med dyr.
	Ind imellem måtte vi næsten svømme over. Vejene var flere stedet kørt totalt op pga al den regn der var faldet.
	Så  var det tid til en velfortjent kold øl.
	Udsigt over Etosha nationalpark.
	Og som andre turister skulle Ivan og jeg selvfølgelig fotograferes med Etosha som baggrund.
	De små jordegern indtog en særlig plads i mit hjerte.
	Tid til en lille slapper.
	Den lille væver Selskabsvæver eller Sociable Weaver byggede helt enorme boligkomplekser.
	Sociable weaver
	På vores eftermiddagstur opdagede Lisbeth en slange som kom op af et hul i jorden. Det var en Kobra som havde været på besøg hos Jordegernfamilien, hvilket de forståeligt nok ikke var helt tilfreds med.
	Etosha pan dækker omkring 25 % af national parken. Panen var oprindelig en sø, men igennem de sidste1000 år er søen tørret op. Gryden  er nu en stor støvet depression af salt og støvet ler, der kun fyldes op efter store regnskyld. Og vi skulle opleve den som en sø med vand.
	Vi sluttede dagen med en nat safari. Men det er ikke let at fotografere i mørke. Her sidder en Spotted Eagle-owl. Plettet Hornugle.
	Tirsdag den  12. april Så var vi igen oppe kl. 5. Vi skulle på morgensafari. Det var en smuk morgen, men kold.
	Vi var klædt på og kunne klare enhver situation.
	Dyrene så undrende efter os
	Tilbage i campen ventede morgenmaden.
	Så var vi på farten igen. På vej mod Twyfelfontein Country Lodge.
	Vi måtte tilbage til byen Outjo, for at komme til Khorixas og derfra til Teyfelfontein. En tur på 352 km.
	Blomstrende Bourgonvilla.
	Vejmaskinerne er i gang med udbedre skaderne efter den megen regn.
	Vi ankommer til Twyfelfontain sidst på eftermiddagen i 38 gr. varme.
	En kølig velkomstdrink gjorde godt.
	Lodgen var nærmest bygget ind i klipperne.
	Ivan blev hurtigt gode venner med den Lysvingede glansstær. Det hjælper altid når man lokker med lidt franskbrød.
	Aftenens måltid bestod af Kartoffelsuppe, Buffet med 4 -5 slags kød og dessertbord.
	I værelset til venstre boede Ivan og jeg.
	Uldtæpperne fik vi ikke brug for. Det var stadig over 30 gr. da vi gik i seng.
	Onsdag den 13. april. Vi stod op til endnu en glohed dag.
	Vi mødtes med guide, som skulle føre os op i klipperne for at se de berømte helleristninger. Jeg tror vi alle undrede os over hvordan i alverden hun kunne holde ud at have have uld sweater og lange bukser på i den hede. temperaturen var allerede på det tidspunkt over 30 gr.
	På klipperne kanvi se helleristninger og malerier med hundredvis af figurer, der siges at være blevet skabt af jægere fra før vores tidsregning begyndte. Udskæringerne viser elefanter, næsehorn og strudse samt afbildninger  af mennesker og dyre fodspor. Mange er meget velbevarede. I dag udgør de fascinerende geologiske kendetegn og findes på UNESCO's Liste for Verdensarv.
	Derefter besøgte vi en kløft, hvor vi kunne se masser af basaltsøjler.
	Og de lokale beboere stødte vi jævnligt på.
	Resten af dagen bød på ren afslapning ved poolen.
	Til aften voksede endnu et gigantisk tordenvejr op og lavede en smuk skyformation på himmelen.
	Mørket sænkede sig over Twyfelfontain
	Torsdag den 14. april Vi forlod Twyfelfontaine kl, 8,00. Det var allerede 26 gr. Vi skulle nu køre 362 km på grusvej gennem ørkenen for at komme ud til Henties bay, hvor vi skulle overnatte på Burning Shore.
	Undervejs kom vi forbi beboelser, hvor man ikke ligefrem kan sige at de boede i vild luxus.
	Ud af ingenting dukkede også pludselig boder op langs vejen, hvor der blev solgt smykkesten.
	Og ja, det gav jo næsten sig selv, på disse hullede grusveje, som mest af alt mindede om et vaskebræt.
	Så nåede vi endelig ud til kysten, og temperaturen faldt med et brag, fra over 30 gr. til 17-18 gr. Gys det føltes koldt.
	Lige før swakopmund fandt vi en lille fiskerestaurant. og sandelig om ikke at der hang et billede af skagensmalerens "fiskeren" på væggen.
	Vi spiste en paella med fisk
	Så blev indlogeret på Burning Shore. Endnu en nat i luxus ventede.
	Indgangen til Burning Shore.
	Swakopmund
	Fredag den 15. april På vores sidste dag i Namibia skulle vi på fugletur til Walvis Bay. Vi blev kørt ud i et område med masser af vadefugle. Det hvide på vejen her er salt.
	Vi så bl.a. både Stor og Lille Flamingo.
	Så holdt vi pause, og der blev igen tryllet et overdådigt måltid frem midt i sandet.
	Friske Østers.
	Og mon ikke man kunne sige "Alt godt fra havet".
	Koloni af Pelssæler.
	På havnen blev der soldt smykker og andet godt. Her sidder et par kvinder af Himbafolket.
	Dune seven er den største klit ved Walvis Bay.
	Og selvfølgelig skulle den bestiges. Nogle var hurtigere end  andre til at komme af sted.
	Udsigt fra vores hotel.
	Det var disse brændinger, som forhindrede vores mænd i at komme på fisketur.
	Den allersidste aften i Namibia fejrede vi på vores hotelværelse med en lokal øl og højt humør.
	Lørdag den 16. april gik turen så til windhoek og videre mod Danmark. Det var kun en meget lille strækning, af turens 393 km som var asfalteret.
	Undervejs var dog heldige at se nogle eksemplarer af den sjældne Welwitschia mirabitis. Dens geografiske fordeling er begrænset til namibørkenen i Namibia og Angola.
	Så var det slut med den gode vej.
	Og når vi skulle passere bjergpassene måtte vi ud og skubbe. Og så var det med nød og næppe at vi kom op.
	Og trængslerne var ikke slut endnu. Pludselig var vejen delvis spærret af nedfaldne klippestykker.
	Og godt ikke bilen var bredere!!
	Endelig kunne vi se Windhoek i det fjerne.
	I et bragende tordenvejr ankom vi til lufthavnen.
	Søndag den 17. april. Vel ankommet til Billund, blev vi afhentet af vores trofaste chauffør.
	Og så blev der igen dækket op. Denne gang på en dansk rasteplads - med dansk øl, kaffe , nybagte boller, lun leverpostej, spegepølse og nybagt rugbrød. Selv om vi på hele turen havde levet som grever og baroner, så overgik dette måltid alt. Tak for det til Christian og hans kone - og tak til alle for en uforglemmelig tur til Namibia.
Tilbage til forsiden                  Tilbage til Turen rundt i Namibia  1.del                         tilbage til Namibia                Tilbage til ture i udlandet